31/12-2020: Det nye år
Året rinder ud. Kan 2021 mon blive ligeså udfordrende som 2020? Jeg ved det ikke, men 2020 blev året hvor det første kuld Inkiini hvalpe så dagens lys. Det blev ikke den fødsel som forventet, men alt endte jo fantastisk alligevel. Alle 6 hvalpe stortrives, Banya er ved at se godt ud igen og nu venter vi bare på at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag igen, begynde med hundetræning, udstillinger osv. Alle hundene sov desuden trygt ind i det nye år. Godt Nytår til alle - vi holder fortsat modet oppe!!
24/12-2020: Glædelig Jul
Alle ønskes en glædelig jul fra Kennel Inkiini
29/11-2020: Uge 8
De sidste dage har vi haft travlt med mange køreture, byture, soppeture, elevator-kørsel, og hvad man ellers kan tænke sig til. Den store afskedsstund er kommet. Alle hvalpe har fået de bedste familie man kan tænke sig, så glæden ved at overdrage en skøn og lækker hvalp overskygger sorgen over at sige farvel. Denne weekend rejser 3 hvalpe hjemmefra. Næste weekend rejser den 4. hvalp. Den ene tæve, bliver boende her og den sidste hvalp skal ude på en længere rejse og bliver også her for en stund. Hvalpene gider ikke at hænge i Banyas yver mere og hendes mælkeproduktion er hurtig til at aftage. Hun har tabt sig meget så nu gælder det om at få hende i god foder og pelsstand igen.
24/11-2020: Åse flytter ind
Åse er flyttet ind. Hun er en Dansk-Svensk gårdhund på 8 uger. En dejlig race med meget gå på mod og energi. Hun bliver afløseren for vores gamle DSG som døde i april måned. Jeg synes, når man har en stor hund, at det er meget vigtig at de er socialiseret med små hunde. De to racer supplerer hinanden utrolig godt.
22/11-2020: Uge 7
Alle hvalpe blev forleden hvalpetestet at Jan Vestergård, Egely Hundecenter. De blev testet i et rum her i huset de aldrig har været i. De var alle meget påvirket af det nye og fremmede miljø, og alle var meget afventende. Jeg tænker, alle de kommende hvalpefamilier vil opleve dette med hver deres kommende hvalp. I morgen skal alle til dyrlægen til sundhedscheck, chippes og vaccineres mv. Slutvægten her var fra 7000 til 8100 gram. Nogle gode store robuste hvalpe efterhånden. Tiden her er ved at være slut og det det er både trist og godt. Godt fordi det er tydeligt at hvalpene trænger til at blive adskilt nu, fordi de er utrolig hårde overfor hinanden og Banya er meget streng overfor nogle af dem. Ugerne er bare gået utroligt hurtig.
15/11-2020: Uge 6
Vi forsøger at få hvalpene så meget som muligt ud men vejret skal også være til det. Vores spise stue er ryddet for stole så de har denne som løbe gård og det det vildt for sig. Der er forskelligt aktivitets legetøj, både ude som inde som udforskes med stor nysgerrighed. Anden ormekur gives og det går noget nemmere. Alle har være på køretur i nærområdet, spadseret i ukendt terræn osv. Vægten 5200 til 6100 gram.
08/11-2020: Uge 5
I går skinnede solen og hvalpene kom ud for allerførste gang. Alle havde travlt med at komme ud af døren, hvorefter de hurtig fandt sig tilrette. Vores kat indfandt sig hurtig og hun agerede legetante for dem.
Vægten ligger nu fra 3900 til 4450 gram. De er efterhånden svære at veje da de er meget aktive.
31/10-2020: Uge 4
Banya er stoppet med at fjerne afføring fra hvalpene så nu må vi overtage den tjans. De afprøver alle deres motorske færdigheder og gnasker både i hinanden og deres forskellig legetøj. Der gives ormekur og det bryder de små basser sig ikke rigtig om. Vægten ligger nu på 2700 til 3150 gram. Hvalpene har fået hele køkken/allrum at løbe rundt og lege i.
25/10-2020: Uge 3
Nu går det hurtig og der er fuld gang i hvalpekassen, som de kravler ud af. Der er både øjne og tænder og de tykke pølser går rundt på deres korte ben. De er blevet præsenteret for fast føde (hakket kød i små kugler) og senere hvalpefoder opblødt i mælkeerstatning eller vand. Det går okay med at spise dette, men jeg tror de helst vil die hos Banya som har et kæmpe yver. Vægten sviger fra ca. 2000 til 2200 gram.
18/10-2020: Uge 2
De 6 hvalpe er nu 2 uger og de har forsigtig fået klippet negle for første gang. De kravler, tumler rundt og man kan begynde at se de småt er ved at åbne deres lyseblå øjne. De tager godt på og Banya ser ud til hun sagtens kan producere mælk til dem. De følges fint ad med vægten og vejer omkring 1400 til 1600 gram.
Banya kan nu lokkes med på nogle længere gåture og det er super godt.
12/10-2020: Uge 1
Dag 9 i hvalpekassen og nu med en vægtøgning på 100%. Dette blev dagen hvor alle 6 hvalpe fordoblede deres fødselsvægt. Alle og en vejer nu godt over 1000 gram. De har meget lyd og nogle gange kommer der faktisk noget som lyder som en gøen. De tumler rundt og triller som tønder når de mister balance. De får en masse stimuli og allerede nu tegner de forskellige temperamenter sig.
10/10-2020: Besøg af Sanne
Sanne er opdrætter af min allerførste ridgeback. Jeg synes, det var nærliggende at invitere hende til et hvalpekig, da hun har været min sparringspartner igennem i årene. Jeg havde spurgt, om hun ville ud og snuse lidt hvalpeduft. Hvalpeduft er fantastisk og kan ikke sammenlignes med noget andet. Banya accepterede hende rigtig flot, da hun også har mødt Sanne rigtig mange gange. Sanne er en rigtig god fotograf og var sød at tage nogle skønne billeder fra hvalpekassen. (se fotos)
7/10-2020: Dermoid Sinus check af hvalpene
Alle ridgebackhvalpe skal undersøges for dermoid sinus inden for den første uge, og jeg havde aftalt med Ane Marie Vilhelmsen, som er en ridgeback klubbens sinus-checkere, at hun skulle komme i dag. Banya reagerede med et vuf, da hun registrerede hendes ankomst. Banya accepterede, at Ane Marie undersøgte hver og en af hvalpene grundigt for sinus. Pev en af hvalpene, stak Banya hovedet hen til den, og beroligede den. Det er skønt at se, hvor mentalt stabil Banya er, og at hun slet ikke viser aggressivitet eller anden utryg adfærd, overfor fremmede der piller i hendes hvalpe. Dette fantastiske temperament skulle hun gerne bringe videre til hendes hvalpe.
Der blev ikke heldigvis ikke fundet sinus på nogle af hvalpene og skønt for vores dejlig race, at det efterhånden er sjældent at dette forekommer.
5/10-2020: Dagen derpå
Alle 6 hvalpe tager på i vægt. Der er lidt forekomst af diarré blandt nogle af hvalpene, da Banya får antibiotika og smertestillende medicin de første 5 dage pga. kejsersnittet. Alle 6 hvalpe virker livskraftige og med meget lyd, når de er utilfredse. Banya passer og plejer dem, og det er skønt at se, hvor naturligt hun mestrer hendes instinkt. Hun har endda overskud til at finde hendes ”fiktive hvalpe” (legetøj med lyd) som hun plejer, når hun er falsk drægtig. Der er en god varme på hvalpeværelset, næsten 30 grader, og meget svært selv at få noget søvn. Men pyt, bare synet af de 6 livlige hvalpe og Banya overskygger alt.
4/10-2020: Afsted til dyrehospital og kejsersnit
Dag 63
Intet sker, og jeg kan ikke mærke på Banya, at der er noget der trykker hende. Men jeg ved der skal være mindst 6 hvalpe, så vi skal ind og have hende i røntgen, for at se hvad der gemmer sig i hendes mave. Turen går til Anicura i Århus med Banya og de 5 små hvalpe i en varmekasse. Inderst inde håber jeg at dyrlægen havde talt forkert på røntgen og Banya kan slippe for et kejsersnit! Banya bliver grundigt undersøgt og der sidder en lille stresset hvalp langt oppe i hende, og slet ikke i nærheden af fødselskanalen. Ud skal den og der bliver gjort klar til kejsersnit. Således ankommer hr. Sort ca. kl. 10:35 på 540 gram efter en noget lang og træls omgang. Han sad og kukkede mutters alene, allerbagest, i det ene livmoderhorn. Det tog noget tid, inden han fik gang i sutterefleksen, men han var yderst mobil, efter han var kommet til sig selv. Pludselig forstår jeg, at der gik så lang tid imellem hver hvalp, og der faktisk ikke har været hormoner nok til at sætte gang i presseveerne i Hr. Sorts livmoderhorn. Det er noget jeg vil være obs. på næste gang i forbindelse med drægtighedsscanningen efter 4 uger.
3/10-2020: Klar til fødsel
Dag 62
Banya har de sidste dage sovet i det værelse, hvor fødekassen nu står. Jeg har sovet med hende i nat, og observeret hun var noget urolig og skrabede rundt med tæpperne. Hun har ingen appetit til morgen, og temperaturen er 37,3 grader. I løbet af dagen tømmer hun sig og langsomt begynder hun at gispe, som er tegn på hun blokker sig op (små plukveer). Kl. 16.00 er hendes temperatur 36,6 og så ved vi nu vil der ske noget inden for det næste døgn. Langsomt begynder presseveerne, og Banya virker ikke til at være påvirket af smerter eller selve situationen.
Kl. 19.09 ankommer den førstefødte Inkiini hvalp, frk. Grøn på 514 gram. Hun er frisk fra start og hurtig til at finde patten. Kl. 20:21 ankommer frk. Gul på 502 gram. Jeg havde undret mig over der skulle gå så lang tid imellem hver hvalp, men Banya virkede ikke til at det gjorde hende noget. Kl. 22:54 kommer hr. Brun på 502 gram og 01:31 følger hr. Blå på 496 gram. Den sidste hvalp kommer først kl. 03:55 på 494 gram. 5 velskabte og flotte levedygtige hvalpe indtil nu. Banya var scannet til 6 måske 7 hvalpe, men der skete intet. Jeg var ude med hende flere gange, forsøgte at få gang i presseveerne, men intet hjælper. Min værste frygt for noget skulle gå galt begyndte nu at tage karakter.
30/09-2020: Ikke længe til
Dag 59
Banyas mave vokser fortsat. Man kan nu for alvor både se og mærke liv i den efterhånden store mave. Det bliver skønt endeligt at møde de små babyer.
28/09-2020: Find Holger
Dag 57
I dag blev Banya røntgenfotograferet. Alt så ud som det skulle, og hvalpenes tilvækst forløber efter planen.
Billedet fra fotograferingen er forsinket. Det indsættes her så snart det modtages. Nyd i stedet dette billede af Banya fra d. 7. august, hvor hun endnu var slank, frisk og frejdig.
27/09-2020: Vi venter, venter og venter
Dag 56
Selvom det ikke ligefrem kan ses på Banya, er der nu altså ikke længe til termin. Vi tæller langsomt dagene ned og venter, som mange andre, i spænding. "Fødselsstuen" er blevet klargjort og diverse remedier er indkøbt - nu kan vi ikke gøre andet end at vente. Banya vejer desuden 38,40 kg.
23/09-2020: Væld af hvalpe
Dag 52
Der er nu kun omkring ti dage tilbage af Banyas drægtighedsperiode. På trods af dette har vi endnu ikke vænnet os til tanken om et væld af hvalpe. Det er svært at forestille sig, at der inde i Banyas udspilede mave er liv.
21/09-2020: Hvalpevækst
Dag 50
Hvalpene vokser fortsat efter planen og Banya blev i dag vejet til ca 37 kg.
18/09-2020: Glad og træt
Dag 47
Banyas mave vokser og hun får mere brystvæv. Hun skal lokkes til at komme ud og gå. Når hun først er kommet et godt stykke væk fra huset, går det dog rask derud af. Det er vigtigt at hun stadig bliver holdt i gang og kommer ud at trave hver dag - dog stadig på hendes præmisser.
16/09-2020: Kontrolscanning
Dag 45
Hvalpene vokser planmæssigt, de spræller lystigt inde i Banyas mave og hjerterne banker fortsat. Deres hoveder måler i tværsnit 2,5 cm. Banya vejer omkring 35,85 kg. Hun plejer at veje omkring 33 kg, men jeg tror hun tabte sig i starten af drægtigheden.
14/09-2020: Indian summer
Dag 43
Fantastisk dejlig varm sensommer og en lidt mere rund Banya. Hun spiser med god appetit og vi er ved at vende hende til hvalpekassen. Hun vil dog helst sover der hvor hun plejer.
11/09-2020: Hvalpefoderet hitter
Dag 40
Banyas appetit er fortsat stor og hendes madlede er forsvundet. Hendes mad er nu blandet med lidt hvalpefoder, og hun bliver endnu fodret to gange om dagen. Maven bliver langsomt større og større.
07/09-2020: Rolig opstart
Dag 36
Banyas vægt er steget med ca. 1,5 kilo på. Hun vejer i dag 33,85 kg. Hvalpefodret er nu indkøbt, og Banya er allerede helt vild med det - dog alt med måde. Det går i den rigtige retning og vi venter fortsat spændt.
04/09-2020: Ventetid
Dag 33
Nu begynder en del praktisk forberedelser og kontakt til alle potentielle hvalpekøbere. Banya futter rundt og ligner en der gemmer på en stor hemmelighed.
31/08-2020: Sommerfugle og hvalpe-bobler i maven
Dag 29
Jubii, Banya er endelig scannet drægtig!!! Jeg har været så spændt at jeg næsten ikke har turde håbe på et positivt resultat. De sidste uger har været enorm spændende. Banya har haft lidt ændringer i hendes adfærd. Hun er blevet mere doven (hvilket kan være grundet varmen) og haft lidt kvalme (kan også være symptom ved falsk drægtighed). Nu er det sikkert og Banya har flere små bobler i maven og jeg/vi er bare så glade over det endelig lykkedes. Da hun er så langt henne skulle risikoen for resorption være overstået. Vi glæder os meget til at møde de små hvalpe!!
27/07-2020: Brunstkontrol
Første brunstkontrol hos dyrlægerne Frijsenborg i Hinnerup. Da Banya gik tom ved sidste parring, har jeg besluttet at sætte alle sejl ind på et kuld hvalpe i 2020. Banya bliver jo ikke yngre og dermed falder hendes fertilitet jo også. Banya fik derfor den helt store undersøgelse og heldigvis var alt normalt, og vi fandt ingen tegn på at hun ikke kunne blive drægtig.
Jeg har længe haft kig på en ung hanhund i Danmark og tænkt ham ind i mit avlsprogram. Han har en spændende afstamning, tilpas med substans og et forholdsvis godt front parti. Der vil være en indavlsgrad på 0,06 % og det vurderers til at være okay. Jeg har set ham mange gange på udstillinger i Danmark og fået et positiv indtryk af ham. Han er mental mere udadvendt og mere åben af sind i forhol til Banya. Det er DKCH Saimond´s Praide Ace J´Ace. Han har allerede et kuld i Tyskland og et i Danmark fra januar 2020 hos ejeren Caroline Larsen Kennel Zindika. Tusind tak for muligheden for netop denne spændende kombination.
19/07-2020: Løbetid i Amsterdam
Banya er gået i løb en måned før forventet. Hun plejer at have en regelmæssig brunstperiode, ca. hver 7 måned. Det kommer meget uventet, eftersom vi er på vej på ferie og først finder ud af det da vi ankommer på Hotel i Amsterdam. Min forklaring på dette er, at hendes cyklus ikke nu kan indpasses efter vores afdøde DSG Spot som nok var lille men en kæmpe alfa-hun. Dette viser hvor følsomme tæverne er i flokken, hvordan miljøet påvirker hormonerne og hvordan tæverne indbyrdes påvirkes af hinanden.
Det viser sig efterfølgende, at den tyske hanhund har fået noget forebyggende medicin efter et flåtbid . Min dyrlæge anbefaler ikke at bruge pågældende hanhund før efter 3 måneder. Dette i forhold til optimal sædkvalitet. Der opstår derfor et problem, da Banya ikke kan vente disse måneder. Jeg kigger derfor andre veje. Her har jeg som altid rigtig stor sparring fra Banyas opdrætter Ellen Reisinger fra kennel Glen Rhodes i Tyskland.
26/06-2020: Et varmt Rallystævne
Sommeren brager igennem og der er rally konkurrence i DCH Silkeborg i næsten 30 graders varme. Selv om man er Ridgeback kan varmen også blive for meget. Jeg havde håbet på et gennemløb på 90 point, eller derover, men det blev desværre ikke muligt denne gang. Banya var sløv af varmen og reagerede ikke hurtig nok.
Jeg vil gerne opnå dette inden vi rykker en klasse op i DCH. Jeg går i øvet klasse i DDK, for der er Banya blevet rallymester for lang tid siden. Proceduren er lidt forskellige i de forskellige foreninger.
Følgende link fører dig til video af gennemløbet: rally
10/05-2020: At miste sin bedste ven
Banya er i sorg over at have mistet sin allerbedste ven, Spot. Det er som Banya pludselig indser at Spot ikke kommer tilbage. Hun har de seneste uger pludselig gøet , hvilket hun aldrig plejer at gøre med mindre der er en specifik årsag. Hun har også været lidt mere urolig. Det virker som hun forsøger at kalde på Spot. Jeg har forsøgt at finde en lille dansk svensk hunde hvalp i de seneste dage, men markedet er bare støvsuget. Jeg håber at det lykkedes at skaffe en inden årets udgang. To hunde har utrolig meget glæde af hinanden i løbet af dagen og jeg holder utrolig meget af en dansk svensk gårdhunds mentalitet og deres nævnenyttighed.
21/04-2020: Til minde om Spot
Så kom dagen hvor vi skulle tage afsked med vores gamle dansk svensk gårdhund, Spot på næsten 14 år. Hun havde fået galoperende brystkræft og det udviklede sig hurtigt. Hun var rørig og glad indtil det sidste. Hun sov stille ind inde ved dyrlægen. Banya tog afsked med hende herhjemme og var efterfølgende med til at lægge hende i graven. Vi har plantet en rød tjørn oven på hende gravsted som et varigt minde. Nogen gange er de rigtige beslutninger dem vi har sværest ved at træffe.
30/03-2020: Covid-19
Alt er lukket ned på grund af covid-19. Vi vælger herhjemme at tro på, at Banya derfor havde en menig med ikke at levere hvalpe lige på det her tidspunkt. Hele verden er lukket ned og ingen ved hvornår hverdagen vender tilbage og i hvilken form. Jeg glæder mig over, at vi bor så isoleret at vi kan trave mange kilometer i skovene uden at møde andre mennesker, men både Banya og jeg savner vores ugentlige hundetræning mv. I denne tid sætter jeg desuden stor pris på den kontakt og selskab hunde generelt medfører. Med dette er det svært at føle sig helt ensom.
29/02-2020: Scanning
Desværre viste scanningen i dag at Banya var tom. Hun havde ellers virket stille og indadvendt og ikke interesseret i at komme ud. Det er en kæmpe kæmpe skuffelse at det heller ikke lykkedes denne her gang at få hende drægtig. Vi er nogle der har ventet længe på hun skulle levere nogle hvalpe, men dette er åbenbart ikke ligetil. Indtil næste løbetid vil jeg bruge tiden på udstillinger, evt se om hun kan blive Tysk CH og se om hun kan avancere i rally konkurrencer. Hun er faktisk ret god til rally øvelserne og lære nye elementer, men ofte mister hun fokus under konkurrence. Under alle omstændigheder er der nok at tage fat på.
30/01-2020: Parring i Tyskland
Hjemvendt fra Tyskland. Det var lidt af en kold og våd omgang, men det lykkedes at få Banya parret en gang. Jeg havde håbet på, at vi kunne få mere end den ene parring men det lykkedes desværre ikke. Nu er alt overladt til naturen og vi må vente på scanning om 4 uger.